Titel:
Variation i rejsetid - effekter for modellering og værdisætning

Abstract:
Et af de største irritationsmomenter ved forsinkelser er usikkerheden om, hvornår man som trafikant når frem til sin destination. Hvis man på forhånd ved, at bilkøen eller togforsinkelsen betyder, at rejsetiden bliver præcis 10 minutter længere, er det i de fleste tilfælde til at leve med. Det er derimod sværere, hvis man ikke ved om den aktuelle situation betyder, at rejsetiden forlænges med 5 eller 30 minutter.
Variationen i rejsetiden stiger ved en større belastning af trafiksystemerne og har dermed stigende betydning, når der argumenteres for nye infrastrukturprojekter. Derfor er det afgørende for udvælgelsen af projekter, at vi bliver bedre til at håndtere ikke kun den øgede rejsetid men også den øgede variation i rejsetiden i vurderingerne, både for trafikmodellerne og for værdisætningen i den samfundsøkonomiske vurdering.
Man har ved det engelske Department for Transport (DfT) arbejdet meget med rejsetidsvariation. Ved at sammenholde resultater herfra med formuleringer af rejsetid i eksisterende trafikmodeller og tidsværdistudier fremgår det, at der er muligheder for markante modelforbedringer ved at inddrage nogle af de engelske erfaringer. De mest oplagte forbedringer gælder en opdeling i forudsete og uforudsete variationer i rejsetiden og en ligeværdig behandling af vejtrafik og kollektiv trafik. Endvidere viser en gennemgang af værdisætningen af variation i rejsetid, at denne i høj grad afhænger af formuleringerne og de antagelser der underlæggende gøres om rejsetidsændringernes omfang og sandsynligheder.

Forfatter:
Seniorrådgiver Camilla Riff Brems, Danmarks TransportForskning

Danske Keywords:
Forsinkelse, trafikmodeller, tidsværdier

Engelske Keywords:
Delays, traffic models, value of time

År:
2006

Link: Hent paperet som PDF-fil