Titel:
Bilismen kan styres - men vil vi?
Scenarier for biltrafikken
Abstract:
I projektet "Scenarier for biltrafikken 1996 - 2020" er udviklingen i den nationale personbiltrafik vurderet. Uden nye ingreb må forventes en stigning på 35 til 50% i bilkørslen og 15 til 30% i CO2 emissionerne afhængig af, om væksten i biltrafikken fortsætter eller om den afdæmpes efter 2010.
Det er imidlertid muligt at mindske væksten, hvis det ønskes politisk. Der er vurderet 3 grupper af politiske initiativer: Tekniske tiltag i forhold til den enkelte bils energiforbrug, positive incitamenter til at mindske bilkørslen og økonomiske styringsmidler. For hver af de 3 typer er set på tre niveauer af tiltag (svage, moderate og kraftige). Scenarierne viser, at de tekniske tiltag er vigtige for at mindske CO2 emissionerne, men de billigere kørselsomkostninger pga. den øgede energieffektivitet vil medføre, at trafikken stiger 5-10%, hvis ikke benzinpriserne øges tilsvarende.
De positive incitamenter kan dæmpe biltrafikken op til 10%, hvis de realiseres i stort omfang. De eneste virkemidler, som virkelig kan mindske trafikken og CO2 emissionerne er økonomiske styringsmidler (kørselsafgifter og fjernelse af transportfradraget). Men det er samtidig de instrumenter, som er vanskeligst at opnå politisk enighed om. Undersøgelsen viser således, at det er muligt at bremse væksten i biltrafikken og nå målsætningen om at stabilisere CO2 emissionerne i 2005, hvis det ønskes. Spørgsmålet er, om politikerne egentlig ønsker det?
Det diskuteres derfor til sidst kort, om det er mere hensigtsmæssigt at bruge en forhandlingsmodel, hvor interessenterne inddrages i beslutningsprocesserne, fremfor som nu, hvor beslutningerne træffes af regering og kommuner, uden at der er opnået koncensus blandt interessenterne om forslagene på forhånd.
Forfatter:
Johan Nielsen, Transportrådets Sekretariat
Danske Keywords:
biltrafik, scenarier, trafikpolitik, virkemidler, målsætninger
Engelske Keywords:
car transport, scenarios, transport policy, means, goals
År:
2000
Link: Hent paperet som PDF-fil |