Titel:
Jeg skal da ikke ha’ bil indenfor de næste 10 år
Abstract:
Transport i moderne samfund skaber en række problemer både for den enkelte og for kollektivet. De væsentligste problemer drejer sig om sikkerhed, trængsel/fremkommelighed og miljø. Det voldsomt stigende behov for mobilitet står i stadig skarpere kontrast til problemernes voksende omfang. De modsætninger der derved bliver skærpet kalder på nogle løsninger - en problemstilling som er udgangspunktet for en undersøgelse af mobilitetens betydning i moderne hverdagsliv. Projektet ser unge i byen som et udgangspunkt for at studere social forandring og forsøger derigennem at finde frem til nogle forandringspotentialer. I paperet fremlægges de af undersøgelsens resultater som drejer sig om unges opfattelse af og forhold til bilismen, både som miljøproblem og som transportmiddel. Moderne byungdom har et andet og mere differentieret forhold til bilisme end deres forældre. De er vokset op med bilen som transportmiddel og betragter den som given. Dermed har de ikke oplevet forældregenerationens begejstring over ‘den første bil’ og de nye muligheder den gav. De unge har set bilismens skyggesider og har selv erfaret problemerne omkring den voksende bilisme, som i byen har nået et punkt hvor den ofte opleves som mere begrænsende end befriende. Dermed har unge i byen en mere skeptisk holdning overfor bilismen end man finder i den ældre generation, samtidig med at de udviser en stor grad af pragmatisme i forholdet til biler. Paperet vil dreje sig om de unges erfaringer med bilismen og de potentialer der kan ligge bag disse. Det vil blive diskuteret indenfor rammerne af et moderne hverdagsliv.
Forfatter:
Seniorforsker Mette Jensen, Afdeling for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser.
Danske Keywords:
Ungdom, forandringspotentialer, transport, miljø, adfærd, holdninger, hverdagsliv, bilisme
Engelske Keywords:
Youth, potentials for change, transportation, environment, behaviour, attitudes, everyday life, motoring
År:
2000
Link: Hent paperet som PDF-fil |